Brystreduktion. Gener ved tunge bryster

Ja, kvinder med fysiske eller kosmetiske gener på grund af store og tunge eller hængende bryster kan hjælpes med en operation, hvor brysterne reduceres i størrelse og løftes - eller måske blot løftes. En del kvinder udvikler meget store bryster (mammahypertrofi). For nogle vil det virke hæmmende både fysisk og psykisk og aktiviteter må indskrænkes. Et almindeligt tegn på for tunge bryster er, at bh stropperne efterlader dybe furer på skuldrene, samt smerter i bryst, skulder og nakke. Eller der kan være tale om tunge, hængende bryster med brystvorter og areolaer som peger nedad eller, at det ene bryst er meget større end det andet. Der kan endvidere være gener med eksem og irriteret hud under brysterne. Disse problemer kan afhjælpes med en brystoperation, hvor brysterne gøres mindre og løftes.

Store bryster og gener

Store bryster forhindrer udøvelse af mange sportsgrene, ligesom mange fysiske problemer kan relateres til ekstremt store bryster. Bemærk eksempelvis, at 1 kg ekstra brystvæv belaster ryggen med en vægt svarende til 20 kg hvorfor flere års belastning ofte giver en dårlig holdning, hængende skuldre, og dybe furer i skuldrene efter bh-stropper. Imidlertid er brysternes størrelse afhængig af ens vægt, hvorfor man kan mindske generne fra store bryster ved vægttab, hvis man er overvægtig. For mange kvinder vil den eneste mulighed dog være operation med formindskelse af brysterne (reduktionsplastik).

Brystreduktion og vurdering

Der findes forskellige teknikker og variationer til at designe et snitmønster for enhver brystreduktion og dermed størrelsen og formen af brysterne, hvilket såvel som den ønskede mængde af reduktion vil være med til at bestemme den bedste teknik for dig. Ved en forundersøgelse er det vigtigt at få afgjort om dine forventninger til indgrebet er realistiske og således kan indfries og få afdækket hvorvidt der måtte være lægefaglige eller helbredsmæssige forhold som gør, at en operation ikke kan anbefales. Ved forundersøgelse, bør stilles krav til informationen, så det sikres, at man har realistiske forventninger både til indgrebet og resultatet. Eksempelvis bør der være mulighed for at se ”før og efter” billeder af kvinder der ligner dig hvad udseende og alder angår. Billeder taget ved slutningen af den første konsultation, og efter operationen bør samtidig være en integreret del af forløbet for at dokumentere "før og efter" udseendet, og således sikre at resultatet kommer til at stemme overens med forventningerne. Ved kosmetisk kirurgi, hvor man jo opererer på raske mennesker skal der være stor sandsynlighed for at de ønskede forbedringer kan opnås.

Brystformindskende operation

For kvinder over 40 og kvinder med genetisk disposition til brystkræft er en mammografi før operationen og én et par måneder efter operationen påkrævet. For at sikre det bedste resultat tilrådes det at have en stabil vægt og således den vægt, man er tilfreds med, idet et senere vægttab kan medføre at brysterne kommer til at hænge igen. Undgå rygning mindst 4-6 uger før operation. Magnyl og visse gigtmidler kan give øget blødningstendens, så du bør undgå at tage disse medikamenter i en periode før operationen. Og du kan ikke få foretaget operationen, hvis du er gravid. Da der er risiko for, at man ikke kan amme efter brystreduktion, anbefales det at vente med operation til efter man har fået børn. 

Selve brystoperationen

En brystreduktion varer cirka 2 timer og foregår altid i fuld narkose. Man er normalt indlagt til dagen efter. Under operationen vil der være monitorer som tjekker hjerte, blodtryk, puls og iltoptagelsen i blodet. Ved operationen lægges et snit omkring brystvorten, og herfra ned til furen under brystet, samt i furen under brystet. Brystvorten løftes op, sådan at hele brystvorteområdet bevares på en vævsstilk. Der fjernes herefter brystkirtelvæv og fedt, indtil brysterne bliver af passende størrelse. Til sidst sys vævet og huden sammen, således at der bliver ar omkring brystvorten og fra denne ned til furen under brystet og i furen under brystet. Der lægges ofte lagt et lille dræn i hvert bryst til at fjerne vævsvæske og blod. Disse sugedræn fjernes som regel dagen efter operationen. I få tilfælde kan en tilfredsstillende brystreduktion opnås ved fedtsugning og dermed undgås snit. Der skal påregnes 3-4 ugers sygemelding.

Mindre og mere faste bryster

Brystreduktion vil gøre dine bryster mindre og fastere. Uden den overskydende vægt af store bryster vil du måske finde større glæde ved sport og deltage i fysiske aktiviteter. Faktisk er niveauet af patienttilfredshed ved brystreduktion blandt det højeste ved plastikkirurgiske indgreb. Efter reduktion er brysterne ikke perfekt symmetriske og brystvorternes højde og placering kan variere en smule. Mindre tilpasninger for at forbedre resultatet kan foretages på et senere tidspunkt. Snittene fra en brystreduktion vil hele og blegne med tiden. Det er vigtigt at forstå at snitlinjerne vil forblive synlige, mere i nogle tilfælde end andre. Med mindre man tager på eller taber sig meget i vægt eller bliver gravid, bør bryststørrelsen forblive næsten konstant. Hvis du efter en periode på et par år bliver utilfreds med dine brysters udseende, kan du evt. vælge et brystløft for at genskabe en mere ungdommelig form. - Klik brystimplantater >>

Mulige følger og komplikationer

Ved enhver operation er der risiko for infektion og blødning, selvom dette er sjældent. Efter brystreduktion kan arrene hos enkelte blive bredde og fortykkede. Følesansen i brysthuden og især i brystvorten kan forbigående være nedsat, og for enkelte kan dette være permanent. Det er ikke alle der kan amme efter brystreducerende operation. Meget sjældent kan opstå områder med dødt væv f.eks. kan brystvorten delvist eller helt gå tabt fordi der ikke er nok blodgennemstrømning i vævet. Enhver seksuel aktivitet bør undgås i én uge eller mere, ligesom man bør være meget forsigtig med sine bryster i mindst 6 uger. Støttende bh anbefales i 3-6 måneder efter operationen. Heldigvis er alvorlige komplikationer ved brystreduktion sjældne. De fleste kvinder er lettet for deres gener og tilfredse med resultatet.

Andre artikler


Jobansøgning og CV

Lad MYADVIZER skrive din ansøgning og dit CV og kom til jobsamtale. Det gør 8 ud af 10 jeg har hjulpet.

Læs mere